Danmark har i rigtigt mange år kunne bryste sig af, at tilbyde unge mennesker at afslutte deres grundskole-uddannelse med en tur på Efterskole. Der har igennem tiden været mange forskellige grunde til, at folk valgte at tage på efterskole, eller at sende deres børn derhen. Det interessante er imidlertid, at selvom grundene har skiftet, så har behovet for en efterskole været ganske stabilt. Den enorme tumult vi har haft på det seneste har dog ført til, at efterskolen er vigtigere end nogensinde før: og det kan mærkes på antallet af ansøgninger.

Måden vi uddanner vores børn på i grundskolen er i løbende udvikling. Det er der selvfølgeligt nogle gode grunde til. Først og fremmest, så er skolegang jo et relativt nyt koncept: det er kun noget vi mennesker har gjort i en meget lille procentdel af den tid, som der har eksisteret mennesker her på jorden. Når noget er så ungt, som undervisningen af vores børn er, så er det naturligvis i en fase, hvor det stadig ikke er fuldt ud poleret. Hvert eneste år lærer vi mere om, hvordan børn bedst lærer, og hvilken rolle skolen og lærerne på den bør have. Det er altså en positiv ting, at grundskolens program ikke står stille: vi bør følge med tiden, og lade grundskolens opbygning være et produkt af vores nuværende forståelse.

Problemet er imidlertid, at der er mange forskellige idéer og incitamenter involveret, når det kommer til grundskolens udvikling. I den bedste af alle verdener ville retningen blive besluttet af dem, der har mest forståelse for – og interesse i – børns dannelse. Jeg forestiller mig en blanding af folkeskolelærer, forældre, børnepsykologer og måske nogle filosoffer. Altså en form for teknokratisk eller meritokratisk gruppe, der tager beslutninger omkring undervisningens form og indhold, på baggrund af den seneste viden omkring, hvordan vi bedst underviser børn.

Men det er ikke sådan det fungerer i dag. Det er i stedet nogle politikere, ofte med stor afstand til det de tager beslutninger om, der bestemmer hvordan skolereformerne skal udformes. Ikke alene betyder det, at beslutningstagerne ikke nødvendigvis er dem, der er bedst rustet til at løfte opgaven – det betyder også, at undervisningen af vores børn risikerer at blive et politisk våben eller værktøj. Det er noget der bruges i forbindelse med forhandlinger imellem partierne, og til at trumfe specifikke ideologier eller værdier igennem.

Det er noget vi umiddelbart ser i stigende grad, og det har fået mange til at lede efter alternativer. Der er undervisningspligt, og det er ikke alle, der har mulighed for at hjemmeskole deres børn. Mange forældre vælger derfor at sende deres børn på efterskole så hurtigt som muligt. De danske efterskoler har nemlig langt større frihed i forhold til undervisningsprogrammet og den omkringliggende struktur – hvilket betyder at beslutningerne kan tages af de rigtige mennesker der har de rette prioriteter.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her